Studiemiljø

Som ph.d.-studerende tilbringer man langt størstedelen af sin tid i sit nærmiljø på det institut, hvor man laver sit projekt. Livet som studerende træder i baggrunden, og man er i langt højere grad en kollega til de øvrige ansatte på instituttet, deriblandt andre ph.d.-studerende.

 

DTU’s institutter varierer i størrelse og miljø, hvilket har stor betydning for den ph.d.-studerende. På nogle institutter vil der være mange ph.d.-kollegaer, hvor der på andre er meget få. Der er også stor forskel på antallet af udenlandske kollegaer, hvilket kan være med til at forme miljøet på instituttet på en helt særlig måde. På DTU vil vi gerne gøre noget for at samle ph.d.-studerende på tværs af institutterne. Til det formål støtter vi følgende initiativer:

 

  • Ph.d.-foreningen

  • Velkomstmøde for nye ph.d.-studerende

  • Temaforelæsninger

  • Kandidatreception for årets færdige ph.d.-kandidater

 

Derudover kan man som ph.d.-studerende give sin studietid på DTU en ekstra dimension ved at engagere sig i det ph.d.-udvalg, der dækker ens institut. Her deltager man på lige fod med professorer og lektorer i diskussion af retningslinjer for ph.d.-uddannelsen på DTU og behandlingen af ph.d.-sager, herunder faglig godkendelse af nye ph.d.-studerende, gennemgang af studie- og projektplaner, halvårsrapporter, kurser osv.