Stafet

Tips til jobsøgningen

Til nogle af vores jobs får vi mange ansøgninger, så det er nødvendigt at skille sig ud. Vi vil lægge mærke til din ansøgning, hvis du i korte og præcise termer kan forklare os, hvorfor du er den rette til jobbet.

Det er også vigtigt for os at vide, hvorfor du søger jobbet: Hvad er det, der driver dig? Hvad vil du? Hvad kan du tilbyde os? Og ikke mindst hvorfor vil du gerne arbejde for DTU?

Testen
Hvis du får en test i forbindelse med samtalerne, er det bedste, du kan gøre, at besvare den umiddelbart, åbent og ærligt. Den er en del af vurderingen, men heller ikke mere end det. Hvis testen indgår i samtalerne, sender HR dig en e-mail med et link til en web-baseret test, som udfyldes via internettet. Du vil efterfølgende få en tilbagemelding på den udfyldte test af en HR-konsulent, som er certificeret i den pågældende test.

Samtalen 
Du kan forberede dig til samtalen ved at gøre dig klart, hvilke specifikke kompetencer og erfaringer, du vil overbevise os med. Hvad er det, vi skal huske om dig, når samtalen er slut, og vi sammenligner kandidaterne?

Forsøg under jobsamtalen at forklare, hvordan du kan bidrage til vores aktiviteter med konkrete eksempler på, hvad du kan tilføre jobbet. Husk endelig at stille spørgsmål. Det er vigtigt, at du føler dig tilstrækkelig informeret til at kunne træffe en kvalificeret beslutning, hvis du får tilbudt jobbet.

Du vil blive bedt om at forholde dig til praktiske spørgsmål som løn, opsigelsesvarsel mv., så vær klar til det. 

I bund og grund er det vigtigste for os at lære dig at kende, som den du er. Vi vil gerne have et indtryk af din vilje og faglighed, men også at du er et menneske, vi har lyst til at arbejde sammen med.

Læs mere om at arbejde på DTU