Overlæge Jacob Nielsen

Styr på kritiske sundhedsdata

tirsdag 30 sep 14
|

Kontakt

Jan Eiersted Molzen
Kontorchef, Rådgivning og netværk
Afdeling for Innovation og Sektorudvikling
45 25 71 27

Kontakt

Henning Boje Andersen
Professor (mso)
DTU Management Engineering
45 25 45 44

Læger i Region Hovedstaden og DTU-forskere har sammen udviklet en smartphonebaseret løsning, som bringer svar på blodprøver hurtigt frem til de rigtige medarbejdere i sundhedsvæsenet.

Læger og sygeplejersker kan fremover få besked direkte på deres smartphones om resultaterne af kritiske blodprøver. På den måde kan patienterne få den rigtige behandling hurtigt. Bag innovationen er et tværfagligt samarbejde med deltagelse af læger fra Region Hovedstaden og forskere fra DTU Management Engineering.

Ifølge overlæge Jacob Nielsen, Enhed for Patientsikkerhed, Region Hovedstaden, vil systemet øge sikkerheden for patienterne:

”Regnet i procent er andelen af fejl i håndteringen af kritiske sundhedsdata lille. Men man må tænke på, at der kommer ca. 100.000 prøvesvar på Region Hovedstadens hospitaler hver dag. Derfor bliver antallet af fejl alligevel anseeligt i absolutte tal.”

Nuværende arbejdsgange blev kortlagt

Et af problemerne i dag er, at læger og sygeplejersker typisk selv skal gå hen til en computer for at se, om der er kommet svar på prøverne.

”Personalet bliver ikke gjort opmærksom på, at svaret er kommet. Det skaber risiko for, at man ser svaret unødvendigt sent eller i værste fald helt overser det. Desuden opstår der jo et spild af tid, hver gang en medarbejder kigger efter svar, som endnu ikke er kommet,” forklarer Jacob Nielsen.

Det var imidlertid ikke ”bare-lige” at lave en løsning med svar til smartphones. Blandt andet skulle man sikre sig, at systemet ikke gav unødvendige forstyrrelser i forhold til det øvrige arbejde. Systemet skulle desuden være let at bruge og give de relevante informationer.

"Forskerne fra DTU har en udforskende tilgang til hele systemet, som var afgørende for at lykkes."
Jacob Nielsen

Derfor lagde projektet ud med at kortlægge og analysere de højst forskellige arbejdsgange, der håndterer svar på blodprøver.

”Det har været en stor udfordring at udvikle et design, hvor man dels har en intuitiv brugerflade, dels fanger alle de behov, som brugerne har. Men vi er lykkedes med at skabe en applikation, der er brugervenlig og alligevel rummer alle de vigtigste informationer,” siger professor Henning Boje Andersen, DTU Management Engineering.

Udforskende tilgang hos DTU

I den færdige løsning får lægen en alarm i form af et bip fra sin smartphone, når svaret på blodprøven kalder på hurtig aktion. De mere almindelige resultater bliver blot sendt til telefonen uden lyd, så lægen kan tjekke dem, når det passer ind i arbejdsgangen.

”Det kunne kun lade sig gøre at udvikle løsningen, fordi vi samlede tre forskellige typer af faglighed. Dels de sundhedsfaglige kompetencer på Hvidovre Hospital, dels erfaringen med sundhedsfaglig simulering, som vi har her på Enhed for Patientsikkerhed, og endelig den organisationsteoretiske tilgang, som DTU’s deltagelse bragte ind,” siger Jacob Nielsen.

”Forskerne fra DTU har en udforskende tilgang til hele systemet, som var afgørende for at lykkes. Men naturligvis var det også nødvendigt at have sundhedsfaglige kompetencer og erfaring med simulering. Man må have alle tre elementer for, at det bliver godt. Og når vi også får patienterne med i fuld skala, så bliver det fantastisk.”