Fleksibel diplom

Den fleksible diplomuddannelse er til dig, der ønsker en deltidsdiplomuddannelse, som du selv kan tilrettelægge. Uddannelsen giver dig mulighed for at gå på tværs af de på forhånd fastlagte uddannelsesretninger på bachelorniveau, alt efter hvilken faglig profil du ønsker.

Den fleksible diplomuddannelse er på 60 ECTS, hvilket svarer til 1 års fuldtidsstudier. Du skal bruge 15 ECTS på dit afsluttende projekt. De øvrige 45 ECTS sammensætter du selv af kurser, der  typisk er på 5-10 ECTS. 

Før du starter

Inden du starter på den fleksible diplomuddannelse, skal du sammen med din vejleder formulere et udkast til en individuel uddannelsesplan, som skal godkendes inden du starter. Planen skal blandt andet indeholde de kurser, du ønsker skal indgå i din fleksible diplomuddannelse. Du får tildelt en vejleder, når du søger om optagelse.  

Tre veje til fleksibel diplomuddannelse

Du kan sammensætte din fleksible diplomuddannelse af kurser, der 

1) udelukkende udbydes på de fastlagte bacheloruddannelser og diplomingeniøruddannelser

2) udelukkende udbydes på de fastlagte diplomuddannelser

3) en blanding heraf.

Kurserne fra bachelor- og diplomingeniøruddannelserne har undervisning om dagen, så her vil du studere sammen med de ordinære studerende. De fastlagte diplomuddannelser udbydes af Center for Videreuddannelse på Ballerup Campus, og her vil dine medstuderende være andre, der efteruddanner sig, som oftest sideløbende med deres fuldtidsjob.

Du kan se kursusudbuddet i kursusbasen. For at finde kurser, du kan tage sammen med de ordinære studerende, skal du sætte flueben i "Åben uddannelse" og vælge - én ad gangen - "diplomingeniør" og "bachelor" i feltet "Kursustype". For at finde kurser, du kan tage sammen med andre deltidsstuderende, skal du vælge "deltidsdiplom" i feltet "Kursustype". 

Kontakt DTU Efteruddannelse

Telefon 4525 4525

Mail efteruddannelse@dtu.dk